Helene Strange

Oprindelig hed hun Lene Dorthea Pedersen og var født den 26. november 1874 i den lille landsby Ovstrup på Nordfalster tæt på Eskilstrup.

Det var først i 1905, efter udgivelsen af sin første bog, at hun skiftede navn til Helene Strange. Dette navneskift markerede både et brud og en kontinuitet. Hun tog fortiden med; Strange var faderens slægtsnavn, og Helene var en mere forfinet udgave af det mere bondske Lene.

Helenes mor døde pludselig, da Helene var 5 år gammel. Denne tragedie skulle vise sig at få stor betydning for den lille pige.

Helene blev nemlig anbragt hos sin mormor, der sad enke på en gård i Vester Kippinge. Her voksede Helene op på en gård med rødder tilbage i tiden. Husholdningen var domineret af ældre kvinder, og mormoderens status som enke gav en kvindelig myndighed. I disse omgivelser fik den lille Helene en opvækst præget af mormoderens fortællelyst om tidligere generationers liv og virke på landet. Helene lærte også, at nok kunne en husholdning være delt op i kvinde- og mandearbejde og ansvarsområder, men derfor skulle en kvinde ikke være manden underlegen.

I slutningen af 1890erne begyndte Helene Strange at skrive. Om dagen passede hun sit husarbejde, men i sin fritid cyklede hun omkring på Falster og indsamlede viden. I de stille aften- og nattetimer blev oplevelserne sat på papir.

Helene Strange udgav sin første bog i 1903, der var hun 29 år. Hun debuterede under pseudonymet “En Bondepige” med romanen Menneskelighed og Hellighed. Herefter fulgte nogle romaner, der ligger i forlængelse af skolelærerlitteraturen: Fremmed Fugl, 1906, Oluf Ruder, 1910, og Skærlunde Kro, 1912, de to sidstnævnte blev udgivet under eget navn. I 1914 kom Stamtavle for Asger Vest, Bøgelundholm. Men det er de store værker om Priergaardsslægten, 1922-23, efterfulgt af Inger Prier, 1923-24, og ottebindsværket om Sværkeslægten, 1929-41, som alle er slægtsromaner med stærke elementer af kulturhistorie og folklore, der slog hendes navn som forfatter fast.

Sideløbende med Helene Stranges forfattervirksomhed holdt hun en lang række foredrag både lokalt, nationalt og internationalt. Når hun holdt foredrag i landets forsamlingshuse, stod hun på talerstolen iført den gamle falsterske egnsdragt og lignede til forveksling en af sine egne Priergaardskvinder.

I 1930 fik hun bygget et hus til sig selv i Nørre Alslev, ’Prierhuset’. Hjemmet og de folkefester, hun arrangerede, fik hun til at ligne noget fra den gamle bondekultur. Men netop denne dygtige iscenesættelseskunst gjorde hende til en kvinde, der i virkeligheden var meget langt væk fra den bondekultur, hun formidlede. Hun var en af tidens moderne kvinder og meget mediebevidst, når det gjaldt om at få sine bøger ud.

Den flittige indsamling resulterede i et utal af avis- og tidsskriftsartikler og i de kulturhistoriske egnsskildringer Den ældste Generation i Lolland-Falsters Stift I-IV, 1933-37, og I Mødrenes Spor, posthumt udgivet i 1945 af J.S. Møller. Hun indsamlede datidens åndelige levn i form af sagn og folketro, men hun var også optaget af at dokumentere den materielle side af tilværelsen ved indsamling af gammelt indbo, klæder, værktøj og redskaber.

En af hendes store fortjenester er, at det lokale museum på Falster, nemlig Falsters Minder, blev stiftet i årene omkring Første Verdenskrig. Hun var også optaget af sproget og indsamlede den særlige falsterske dialekt. Det lykkedes hendes at indsamle mere end 15.000 dialektord, som hun indsendte til ”Dansk Folkemaal” og derved sikrede hun, at dialekten blev bevaret for eftertiden. I flere år sad hun desuden på bestyrelsesposter i Det Radikale Venstre, Lolland-Falsters Venstreblad og Lolland-Falsters historiske Samfund.

Helene Strange købte Møllebanken ved Nørre Vedby i 1918. Drømmen om et kulturhistorisk samlingssted skulle her gå i opfyldelse. Kulminationen var til åbningen på årsdagen for Stavnsbåndets ophævelse, nemlig den 20. juni 1926.

Hun gjorde Nørre Vedby Møllebanke til en åben folkefest, hvor der hvert år i juni skulle afholdes et stort friluftsmøde.

I sin åbningstale understregede hun, at stedet ikke var til druk og gøgl, men var tænkt som et kulturelt samlingssted, hvor folkelighed og oplysning skulle gå hånd i hånd.

Det lykkedes Helene Strange at gøre Møllebanken til et folkeligt tilløbsstykke på Falster, og folk fra højskolebevægelsen og husmandsbevægelsen valfartede til Nørre Vedby Møllebanke. Med sine arrangementer satte hun Falster på Danmarkskortet.

I 1937 kom den helt store anerkendelse af Helene Stranges arbejde, idet hun kom på finansloven og fik et fast beløb på 600 kr. om året – det var en stor anerkendelse.

Helene Strange døde d. 6. august 1943, ganske uventet og efter kort tids sygdom.

I 1949, få år efter hendes død, rejste Lolland Falsters Historiske Samfund en mindesten over Helene Strange på Møllebanken i Nr. Vedby.

Baggrunden for at mindestenen blev rejst kan læses i Årsberetningen for 1949, der findes i Årbogen for 1950