Mindestenen på Købelev kirkegård for Cathrine Ernst fra Rolykkegård på det nordvestlige Lolland er den sidste sten, som Samfundet har rejst.
Mindestenen blev rejst i 1953 og bærer bl.a. følgende inskription:
”Hun inspirerede ved sin ungdom og skønhed Chr. Winther til en del af hans lollandske digtning”.
Dette må betyde, at hun i en periode af forfatterens liv virkede som muse for dele af hans lyriske digtning.
Umiddelbart havde forfatteren Chr. Winther (1796-1876) ingen relationer til det vestlollandske område, men kort før hans far, Hans Christian Winther, der var sognepræst i Fensmark og Riisløv, døde af kræft i 1808, blev han overført til Nykøbing F. Katedralskole. Skolegangen i Nykøbing F. afsluttedes i 1815 med, at Winther blev student.
Inden studentereksamen var der dog sket det, at Winthers moder, der efter mandens død var flyttet til Nykøbing F, i 1811 havde giftet sig med sognepræsten Rasmus Møller i Købelev på det nordvestlige Lolland.
Møller var året før blevet enkemand og stod nu tilbage med 6 børn, hvoraf de to drenge, den senere digter Poul Martin Møller og broderen Hans Ulrik, begge frekventerede Katedralskolen i Nykøbing og her var blevet ven med Chr. Winther. Her mødte Winther ligeledes for første gang Cathrine Ernsts broder, klassekammeraten Jørgen Ernst fra Rolykkegård. Relationerne til det vestlollandske var dermed banet for Chr. Winther.
Men turen gik dog primært til København, hvor Winther påbegyndte sit teologistudium, der dog ofte blev forstyrret af selskabelighed, forelskelser, et hektisk liv på Regensen og i Studenterforeningen samt en stigende interesse for udøvende forfattervirksomhed. Alt dette resulterede i, at hans moder kaldte ham hjem til Købelev i 1821, hvor han så i de kommende tre år kunne koncentrere sig om det teologiske studium, som blev afsluttet i 1824.
I disse tre år fra 1821 til 1824 er det, at Winther under opholdet i Købelev præstegård får øjnene op for den fem år yngre Cathrine Ernst fra Roløkkegård. Cathrine var datter af en rig særling, der ifølge datidens udsagn gik klædt i vadmelskofte. Hun var ifølge samme udsagn en smuk lille pige med meget blondt hår, fine ansigtstræk og fuld af smil, latter og løjer.
Alt tyder på, at Cathrine Ernst bliver grundlaget for en del af de kvindeskikkelser, der optræder i Winthers lyrik, herunder digtkransen ”Træsnit”, der offentliggjordes som suite i ”Digte” (1828). I 1825, kort tid efter at Winther havde afsluttet sit studium, skrev han på Ehlers kollegium i København digtet ”Lille Cathrine, hvi bær´ Du det dejlige Haar”, som komponisten J.P.E. Hartmann (1805-1900) senere satte melodi til og som kan læses her.
På trods af denne længselsfulde kærlighedserklæring fik Cathrine Ernst og Christian Winther aldrig hinanden. Årsagen til dette kan man kun gisne om, men kendt er Winthers libertinske levevis mættet med forelskelser og interessen for det søde liv.
Først i 1848 giftede han sig med Julie Werliin, der i forvejen var gift og havde to børn, og som derfor først måtte gennem et illegitimt kærlighedsforhold og senere en opslidende skilsmisse, før hun kunne gifte sig med Winther.
Cathrine Ernst derimod blev aldrig gift. Hun levede et materielt set godt liv – sammen med sin ligeledes ugifte søster, Christiane – på en gård på det nordvestlige Lolland frem til sin død i 1885, men uden dog at blive helt glemt af Winther.
I et brev fra 1853 til proprietær Chr. Friis, på Købelevgård, som var gift med en af Cathrines søstre, beder Winther ham i brevets afslutning om at hilse ”Thrine Ernst”.
Mindestenen er opstillet på kirkegården syd for Købelev Kirke pinselørdag 1953.
Af Ole A. Munksgaard