Falsters Virke er en af 3 tilflugtsborge fra jernalderen på Lolland og Falster.
Det antages at borgene skulle beskytte befolkningen i tilfælde af angreb fra syd og øst over Østersøen.
Borgen på Falster har været kendt i mange år. Den er omtalt i Saxos Danmarkshistorie i forbindelse med krigene mod venderne i 1158. Den ligger mellem landsbyerne Tingsted og Virket nordøst for Nykøbing Falster på grænsen mellem Falsters Nørre Herred og Falsters Sønder Herred.
Mod nord var borgen beskyttet af Tingsted Å og Virket Lyng, som er et større moseområde samt af Virket Sø, områder, der tidligere var næsten uigennemtrængelige og mod syd findes så volden, hvoraf ca. halvdelen endnu er meget synlig.
Hvor volden krydser Virketvej, står en mindesten rejst den 4. juli 1931 af
Lolland Falsters Historiske Samfund.
I Lolland Falsters Historiske Samfunds – Årbog 2001 – er der en udførlig artikel om folkeborgene på Lolland Falster af Sven Thorsen.