Kaj Munk

Kaj Munk var født i Maribo den 13.januar 1898. Hans far, garvermester Carl Emanuel Petersen døde af et hjertetilfælde året efter, og den enlige mor Mathilde, der fik tuberkulose, døde i 1903.

Begge forældre blev begravet på Maribo kirkegård, og på deres gravsten gjorde man også plads til Kaj. Mod forventning klarede han sig og kom som 5-årig til Opagerskov, hvor hans mors barnløse kusine Marie og hendes mand, Peter Munk tog ham i pleje. Seks år tidligere havde Marie og Peter Munk mistet et barn under en svær fødsel, og Kaj kom til at opleve sig selv som stedfortræder for dette barn.

Han nægtede at sige mor til Marie, indtil hun den første jul havde pyntet juletræet så pænt, at han blev rørt og meddelte, at han nu ville kalde hende mor.

Marie var den, der bestemte i hjemmet og gik flittigt med mand og barn i kirke og i missionshuset i Brandstrup hos den indremissionske vækkelsesprædikant Julius Bachevold. Allerede på dette tidspunkt bestemte Kaj sig for at blive præst. Samme år begyndte han at gå i skole i Opager i Landet sogn, men da denne året efter blev lukket, opsøgte Peter Munk lærer Martinus Wested i nabosognet Vejleby for at Kaj, der var svagelig kunne få en kortere skolevej. Sognerådet gav tilladelsen under forudsætning af, at drengen selv medbragte bord og stol, som blev stillet op nede ved siden af kakkelovnen.

Lærer Wested og kapellanen Oscar Geismar, der begge var grundtvigianere, kom til at præge Kaj for livet. De fik udvirket, at han kom på Maribo private Realskole, hvor han oplevede tre udbytterige år, og efter endt eksamen i 1914 opnåede han et stipendium, så han kunne fortsætte på katedralskolen i Nykøbing Falster. De tre gymnasieår var til gengæld en ørkenvandring, men i de år knyttede han venskaber, der knyttede ham til Østlolland resten af livet. I året 1916 oplevede han også den glæde, at han nu havde ret til at kalde sig Munk, idet Peter og Marie adopterede ham, da han fyldte 18.

I det første år af gymnasietiden boede Kaj Munk hos noget familie i Frejlev, derefter flyttede han ind hos moderen til en klassekammerat fra Grænge, og de sidste år boede han på et værelse i den tidligere forskole i Ø. Toreby. Fra sin tidligste ungdom havde han tvivlet på demokratiet og på folkeafstemninger. I gymnasietiden deltog han i debatten og ivrede voldsomt mod salget af de vestindiske øer, hvad der bragte ham en offentlig reprimande af rektor. Nogle få måneder før sin studentereksamen havde Kaj Munk på mindre end to uger skrevet sit første skuespil ”Vakleren” om Pontius Pilatus, og omgående sendt det til et københavnsk forlag, der anbefalede det til opførelse på et teater.

Et par år inde i studietiden i København skrev han et skuespil ”Operationen”, der mundede ud i en folkehyldest til den stærke mand – eliten frem for massernes diktatur. Verdenskrigens revolutioner, strejker, lockouter var tegn på opløsning, manglende tro og opdragelse. Kun diktatoren kunne bringe orden i kaos, mente Kaj Munk. Han var inde i svære overvejelser, om han skulle være digter eller præst, men han fulgte plejeforældrenes stærke ønske og tog sin teologiske embedseksamen i 1924. Fra dette år og til sin død i 1944 var han derefter sognepræst i Vedersø og blev på sin enogtredive års fødselsdag den 13.januar 1929 viet til en gårdmanddatter fra sognet, Elise Jørgensen. Vielsen blev foretaget af studiekammeraten Povel Winther, der var præst i nabosognet Skarrild.

I København havde Kaj Munk påbegyndt et drama om kong Herodes den Store, ”En Idealist”, der kort tid efter ankomsten til Vedersø blev indsendt til bedømmelse på Det kongelige Teater” og efter nogle omskrivninger omsider antaget til opførelse i 1928. I ventetiden skrev han skuespillene ”Kærlighed” om den hemmelige forelskelse mellem en vestjysk gårdmandskone og sognets unge præst samt ” I Brændingen” om filosoffen Georg Brandes. De følgende år fulgte bl.a. skuespillene ”Kardinalen og Kongen”, ”Cant”, ”Ordet” og ”De udvalgte”. Samtidig tog han ivrigt del i samfundsdebatten, især i dagbladet Jyllandsposten, hvor han var fast medarbejder fra 1931. Her hilste han i 1933 Hitlers magtovertagelse velkommen, men i løbet af trediverne vendte han sin begejstring for diktatorerne til direkte kritik på grund af Italiens overfald på Etiopien og jødeforfølgelserne i Tyskland.

Det skete bl.a. i 1936 i skuespillet ”Sejren”, hvor Mussolini blev portrætteret som en korrupt idealist. I sit drama fra 1938 ”Han sidder ved smeltediglen”, som den danske justitsminister K. K. Steincke forhindrede opført i Sønderborg, men som fik en begejstret modtagelse både i Bergen og i Stockholm, gik Kaj Munk direkte til angreb på nazismens raceteorier. Afbrændingen af synagogerne i Tyskland under Krystalnatten den 10.november gjorde dramaet endnu mere aktuelt, og da man i Italien begyndte på de samme metoder, affødte det et åbent brev fra Kaj Munk til Mussolini, hvori han skrev, at han måtte sige til sin ven Hitler, at nu måtte det være nok. Det vakte noget postyr, men Kaj Munk svar var, at sandheden skulle siges.

Efter Hitlers behandling af Tjekkoslovakiet advarede Kaj Munk i digtet ”Grundlovsændring” om, at Hitlers næste skalp kunne være Danmarks, og efter aftengudstjenesten i Vedersø den 9.april skrev han digtet ”Fortvivlelsen”, hvori det hed: ”De tusind år – så blev de væk i morges klokken fem af skræk”. Allerede ugen efter tog han til Sønderjylland, og ved en sammenkomst på Dybbøldagen den 18.april, hvor han reciterede folkevisen om Niels Ebbesen, sagde Kaj Munk: ”Han skal måske blive hovedpersonen i mit næste skuespil”. Det blev han – allerede den 13.september 1940 blev det første udkast oplæst af Kaj Munk på Vrå Højskole. Det endelige manuskript modtog Ollerup Højskole i januar 1942 og den 27.februar fik det sin første opførelse. Den 8.april 1942 udkom skuespillet i 15.000 eksemplarer. De 14.000 var allerede blevet fordelt af forlaget, da tyskerne samme dag kom for at beslaglægge hele oplaget. Året efter kom enakteren ”Før Cannæ” med dialogen mellem den fønikiske hærfører Hannibal og den romerske senator Fabius Maximus.

Modstanden mod den tyske besættelse kom også tydeligt til orde i de to prædikensamlinger ”Ved Babylons Floder” og ”Med Ordets Sværd”, som udkom i 1941 og 1942 og fik en stor udbredelse ligesom hans erindringsbog ”Foråret så sagte kommer”. I denne og i digtet ”Den blå Anemone” skildrer han samtidig sin store kærlighed til Lolland, men også det martyrsind, der gjorde, at han nægtede at tage imod et tilbud om at blive hjulpet ud af landet.

Nogle af de sidste udgivelser fra Kaj Munks hånd blev digtsamlingen ”Den Skæbne ej til os” med strofen ”Drenge, I Drenge, som døde, I tændte for Danmark i dybest Mulm en lysende Morgenrøde”, og ”Tre Prædikener”, hvor han nytårsdag sagde: ”Hvad gavner det et Folk, om det hyttede sig til al Verdens Fordele, men tog Skade på sin Sjæl”.

Den 4.januar 1944 blev han hentet i sin præstegård og ført mod Silkeborg, hvor han blev fundet dræbt i en vejgrøft på Hørbylunde bakke.

GPS: B 54,7604 – L 11,3227

Den 14. juli 1946 afholdt Lolland – Falsters Historiske Samfund et møde med mere end 1000 deltagere ved Kaj Munks barndomshjem, hvor man i ”Hullet i Hækken” afslørede en mindesten med de tre sidste linjer i Sangen til vor Ø, eller ”Lolland, lavland, lerjordsslette”, som han i 1934 på opfordring havde skrevet til Lollands Højskole.

Ved en beklagelig fejl var der i den næstsidste linje blevet indhugget ordet værd i stedet for sød, og den blev stående upåtalt i næsten et halvt århundrede, indtil samfundets bestyrelse i 1993 valgte at få en stenhugger til at rette fejlen, så at stenen nu fremstår med de rigtige bogstavrim: