Laurids Grubbe, der var lensmand på Ålholm og Nykøbing slot i 12 år og på Halsted Kloster i 5, dannede i 1596 herregården Gammelgård i Ryde sogn af den nedlagte Holmegård og gårdene i den forsvundne landsby Gammelby. Hans enke Anne Sparre overtog gården i 1639, og ved hendes død i 1653 overgik den til sønnen Erik Grubbe, der i 1635 havde giftet sig med Maren Juul, købt herregården Tjele nordøst for Viborg og året efter var blevet lensmand i Århus. Her fødtes syv børn, men kun to overlevede, nemlig pigerne Anne Marie og Maren, der senere blev kendt som Marie Grubbe.
Maren Juul døde allerede i 1647, og det er sandsynligt, at de to piger en overgang har opholdt sig hos farmoderen Anne Sparre på Gammelgård. I Ryde kirke lod Erik Grubbe i 1654 – året efter moderens død – opsætte et epitafium, hvorpå to nu forsvundne ”benrade” forkyndte: Som I nu er, var vi i live – som vi nu er, skulle I blive.
Marie omtaltes første gang den 16.december 1660 som Maria Grubin i et bryllupsdigt af Frederik den Tredje til hende og sin søn, amtmanden i Vordingborg Ulrik Frederik Gyldenløve. Året før – under Københavns belejring – havde han uden kongens vidende giftet sig med den otte år ældre adelsdame Sophie Urne, der nu blev sendt ud af landet med en passende pension.
Allerede året efter begav ægtemanden sig uden hustru ud på en længere rejse til Nederlandene, Spanien og Frankrig og var væk i to år, hvor Marie opholdt sig dels på Københavns slot og dels på Beldringe hovedgård. Efter hjemkomsten fra udlandet blev Ulrik Frederik udnævnt til statholder i Norge, hvor Marie i Kristiania indledte et forhold til Gyldenløves sekretær Joachim Lambert og til en officer på Akershus, ritmester Blanchefort.
I begyndelsen af 1667 blev Marie Grubbe sendt hjem til Danmark, og Gyldenløve indsamlede beviser mod hende for ægteskabsbrud. Frederik den Tredje ville dog ikke bevillige skilsmisse, så den kom først i stand efter hans død i 1670, og Marie fik sin medgift på 12.000 rigsdaler tilbagebetalt. Med den tilbragte hun et par år i udlandet sammen med landsdommeren ved Lolland og Falsters Landsting Styge Høeg, der boede på Engestofte og var gift med hendes søster Anne Marie, og vendte alene tomhændet hjem til Tjele i 1673.
Her fik Erik Grubbe ordnet skilsmisse for Anne Marie, der senere giftede sig med Jørgen Arenfeldt, herre til Rugård på Djursland, og til Marie fandt han en passende ægtemand i adelsmanden Palle Dyre, der havde været ansat i kancelliet, men nu handlede med ejendomme og havde god brug for den medgift, som Erik Grubbe kunne give sin datter, nemlig herregårdene Trinderup og Nørbækgård. En halv snes år senere forpagtede de Tjele efter Erik Grubbe, og med sig havde de fra Trinderup kusken Søren Sørensen Møller, der senere avancerede til ladefoged. I forbindelse med sit arbejde kørte han for fruen, og der udviklede sig mellem dem et kærlighedsforhold, der i 1691 førte til skilsmisse mellem Palle Dyre og Marie Grubbe. Forinden var Søren Møller sat i arrest i Skanderborg, og Marie blev flyttet til Nørbækgård. Søren flygtede fra arresten for at besøge Marie, der så blev anbragt i husarrest på Tjele. Efter skilsmissen blev hun på Christian den Femtes ordre løsladt, hvorefter Søren og Marie forsvandt, og der skulle gå otte år, før man igen hørte om dem.
Kort før århundredskiftet dukkede de nemlig op på Møn, hvor Søren havde fået arbejde som tærsker hos kommandør Plessen på Nygård, det senere Marienborg, og havde fået en bolig i et 5 fags hus på marken sydøst for Damsholte. Senere blev Søren indskrevet blandt søfolkene og avancerede i 1700 til kvartermester, hvad der indebar, at han skulle holde opsyn med de søfolk, der var indkvarteret på øen. Desværre besøgte han også andre på sine ture, ja, i marts 1706 var der barnedåb i Stege kirke, hvor moderen, der var ugift ved skrifte nævnte kvartermester Søren Sørensen af Skovhuse som faderen.
“Borrehuset” blev udgravet under 2. verdenskrig.
Læs mere i LFHS årbog 1943 side 37-49
To måneder senere kunne Søren og Marie forlade Møn og bosætte sig på Falster ved Grønsund, hvor enkedronning Charlotte Amalie havde ladet opføre et hus ved færgebroen på ”Borren”, hvor der ikke tidligere havde været bebyggelse.
Færgegården lå på Mønsiden, og Sørens opgave i Borrehuset var at opmåle det brænde, der kom fra skovene på Falster og her blev indskibet i brændeskuder og ført til enkedronningens bolig ”Charlottenborg” i København. Samtidig kunne han færge folk over Grønsund og give husly samt beværte de rejsende, der ventede på overfart.
Søren Møller nøjedes ikke med at beværte gæsterne og de søfolk, der hentede brænde. Han drak flittigt med dem og var gang på gang indviklet i slagsmål, blev tiltalt i fadderskabssager og for tyveri. Efter fem år i Borrehuset gik det helt galt for ham den 19.maj 1711, hvor han havde hjulpet en skipper fra Dragør med at bringe brænde om bord på dennes skude. Ved et senere drikkelag udviklede et skænderi og et efterfølgende slagsmål sig til, at Søren hentede sin bøsse, der gik af og dræbte skipperen.
Ved Falsters Herredsting blev Søren tiltalt for drab og idømt dødsstraf, men ved landstinget i Maribo ændredes dommen til bødestraf, og ved Højesteret skærpedes dommen til 3 års strafarbejde på Bremerholm. Sammen med andre fanger blev Søren Møller i marts 1714 ført til fæstningsarbejde på Kronborg.
I Borrehuset måtte Marie Grubbe klare sig alene og fortsatte vel opsynet med dronning Charlotte Amalies brænde og udførte måske lidt færgeri. Allerede i 1711, medens Søren sad i Nykøbing arrest og ventede på landtingets behandling af dødsdommen, fik hun besøg af den 27-årige Ludvig Holberg, der var flygtet fra pesten i København. Her fortalte hun ham om sine tre ægteskaber, og at hun var mest fornøjet med det sidste, skønt Søren daglig handlede ilde mod hende. Denne oplysning benyttede Holberg langt senere i sin Epistel nr. 89 om ”Sælsomme Ægteskaber”.
Charlotte Amalie døde i 1714, og dermed ophørte nok brændselsforsyningen til Charlottenborg, for dette år og de to følgende modtager Marie Grubbe kun 2 rigsdaler fra kildeblokken i Kippinge. Derefter standsede alle oplysninger om hende, og siden har man formodet, at hun døde i Borrehuset, selv om det ikke fremgik af kirkebogen får Åstrup sogn. Ifølge en adelig slægtsbog skulle hun være død i stor fattigdom i 1718, men i 2008 fandt to slægtsforskere den oplysning i kirkebogen for Allerslev sogn, at sognepræsten den 24.januar 1717 begravede Søren Sørensens hustru i Ugledige, Mad. Grubbens. Man må formode, at hun forlod Falster efter midsommer 1716 efter Sørens løsladelse, men deres samliv varede altså mindre end et halvt år. På en måde kan man sige, at ringen var sluttet, for den nu 74-årige Marie døde i nabosognet til Beldringe, hvor hun som 17-årig begyndte sin tilværelse som Ulrik Frederik Gyldenløves hustru.
I ti år havde Borrehuset været rammen om Marie Grubbes liv, og ifølge en mundtlig overlevering skulle det have ligget mellem landevejen og det, der senere blev benævnt Færgemandens Hus. På dette sted foretog ingeniør Axel Petri nogle udgravninger, der blev beskrevet i Historisk Samfunds årbog for 1943, og husets beboere omtaltes af lærer Svend Jørgensen i artiklen Aastrup Sognefolk i årbogen for 1946. I sin formandsberetning samme år nævnte stiftamtmand Fr. Reventlow Lolland-Falsters Historiske Samfunds medvirken til rejsning af en mindesten på Borrehusets tomt og fremhævede, at stenen ikke var rejst som et minde om personen Marie Grubbe, hvis navn ikke var nævnt på den, men som minde om en ejendommelig menneskeskæbne og en episode i Falsters historie, der inspirerede digtere som I. P. Jacobsen, H.C. Andersen og St. St. Blicher m.fl.
Mindestenen fik indskriften:
HER LAA BORREHUSET 1705–1731. TOMTEN UDGRAVET 1941.
og på bagsiden satte man de vers, af Frederik Nygaards tekst til operaen ”Marie Grubbe”, der indledes således:
DANMARKS RIGE, DER VAR EN GANG EN FRUE ELSKOVSOMBRUSET
Et halvt århundrede senere ændrede samfundet dog mening og tilføjede nederst på forsiden af stenen:
BEBOET AF MARIE GRUBBE 1705 – 1718.
Efter de seneste oplysninger må de rigtige årstal rettelig være 1706 – 1716.
Stenen findes på: GPS: B 54,8862 – L 12,1186
Af Arne F. Heyn