Nicolai Edinger Balle er mest kendt for sit virke som biskop over det store Sjællands Stift fra 1783 til 1808. Han blev født den 12. oktober 1744 i Vestenskov syd for Nakskov, og han døde den 19. oktober 1816, efter at han otte år forind havde trukket sig tilbage fra offentligheden som biskop.
Faderen, Søren Petersen Balle, var degn; moderen, Margrethe Dorothea, f. Mundt, var datter af en tidligere degn i Vestenskov. I en alder af 11 år kom Balle i skole i Nakskov, og efter faderens død i 1758 kom han i Slagelse Latinskole, hvorfra han i 1762 dimitteredes til Københavns Universitet.
Efter at han i 1765 havde bestået den teologiske embedseksamen, tog han på udlandsrejse fra 1766 til 1769 i bl.a. Leipzig, hvor han efter tildelt magistergrad i 1768 fra det københavnske fakultet holdt forelæsninger. I 1769 vendte han tilbage til Danmark, men samme år drog han igen til udlandet som hovmester for overkammerherre, grev Ditlev Reventlows to ældste sønner i Göttingen. Her blev han tilbud ansættelse ved det teologiske seminarium, men han valgte i stedet for dekanatet på kommunitetet og Borchs Kollegium og påbegyndte i 1770 kirkehistoriske forelæsninger.
I 1771 blev han gift og sognepræst i Kettrup og Gøttrup menigheder i Aalborg Stift, men allerede i 1772 blev han udnævnt til 2. teologiske professor ved Københavns Universitet.
Her var sindene efter Johann Friedrich Struensees fald (1772) i stærk bevægelse. Universitetet havde behov for reformer, og der var en forventning til, at Balle ville være tolk for tidens nye idéer.
Nicolai Balle var en overordentlig flittig professor, der ikke blot holdt mange forelæsninger, men også optrådte som skribent inden for næsten alle teologiske discipliner. I 1774 blev han dr. theol. og 2. hofprædikant, i 1777 blev han 1. teologiske professor. I 1781 døde Balles første hustru, Frederikke Severine Grundtvig, datter af præsten Otto Grundtvig, Vallekilde, 34 år gammel, og i 1782 ægtede han Johanne Frederikke Harboe, datter af Sjællands biskop Ludvig Harboe. Samtidigt hjalp han sin svigerfader i bispeembedet som hans tilkommende efterfølger. Harboe døde den 15. juni 1783.
Balle tiltrådte således bispeembedet i 1783 og arbejdede for, at kirken måtte modstå tidens vantro og irreligiøsitet. Samtidigt kastede han sig ud i arbejdet for en nødvendig reform af kirkens ritualer. Første ændring af en lang række var en afskaffelse af eksorcismen ved dåben.
Efter 1784 blev Balles situation en anden i og med den faktisk næsten uindskrænkede pressefrihed, hvor alt blev sat til debat og udsat for spot. Balle var enig i rationalisternes krav om forandringer, samtidigt med, at de mest radikale rationalister blev hans værste modstandere. I 1791 udkom Balles religionslærebog, enerådende i skolerne fra 1794 til 1856, og i 1798 udkom den evangeliske salmebog. Udgivelsen af lære- og salmebogen tilfredsstillede dog ikke samtiden, og Balle blev mismodig.
Fra 1793 havde han søgt om tilladelse til at benytte Vajsenhuset til at holde bibellæsninger søndag aften. Bibellæsningerne fik stor tilslutning, og da Vajsenhuset brændte i 1795, fortsatte de i Garnisonskirken. Spot og bagvaskelse fortsatte imidlertid, og alle hånde onde rygter kom i omløb i byen.
Balle trådte igen og igen op imod diverse navngivne eller anonyme skrifter. Den materialistiske livsanskuelse var især fremsat i de talrige tidsskrifter. Balle svarede igen i bl.a. bladet Pligtankeret (1793-1796) og i religionsbladet Bibelen forsvarer sig selv (1797-1802), hvori han fulgte sine modstandere til dørs og gendrev deres synspunkter med en på én gang ortodoks, luthersk dogmatik, inspireret af tyskeren Chr. Wolffs filosofi om fornuftens og åbenbaringens enhed, og en historisk, filologisk skriftfortolkning. Samtidig fastholdt han, at han ikke ville bruge verdslige midler i en åndelig strid ved f.eks. at inddrage kancelliet.
Den franske revolution (1789) havde kastet lange skygger ind over Europa, og den prægede også synet på kirke og stat i Danmark. I 1800-tallets begyndelse havde den egentlige rationalisme sejret, og den var enig med Balle i at modvirke revolutionstidens placering af fornuften over åbenbaringen i religiøse spørgsmål. Balle har næppe været enig i alle tidens prædikener, men i mangt og meget stod han rationalismen nær. For også for ham var Jesu guddommelige lære det vigtigste, og han delte tidens bestræbelser på en bedre oplysning i samfundet.
GPS: B 54,7891 – L 11,0951
Her er Balles navn især knyttet til almueskolevæsenets reform, hvis Kommissionen til de danske Skolers bedre Indretning han var medlem af lige fra 1789 til 1814.
Ligeledes var han medlem af Kommissionen til Forandring og Forbedring ved de offentlige latinske Skoler og Universitetet 1797-1805.
Her arbejdede han sammen med Christian Ditlev Reventlow, hvis syn på livet og religionen stemte godt overens med Balles.
En frugt heraf blev bl.a. det første seminarium for skolelærere på Blaagaard. Siden hen fulgte Brahetrolleborg. (Seminariet i Vesterborg blev oprettet den 1. oktober 1802 med et noget andet rekrutteringsgrundlag og syn på læreropgaven).
Balles sociale sindelag ses bl.a. i hans arbejde med den gejstlige brandkasse og enkekasse, især oprettelsen af hjælpeenkekassen, der skulle udrede den ene pension, når der var to enker på et kald. Spørgsmålet om tiendeydelse voldte Balle mange bryderier, idet den store landbokommission først og fremmest så på landvæsenets bedste, mens Balle forsvarede præsternes tarv.
Fremhæves skal også Balles visitatser som biskop. Igennem 25 år nåede han næsten rundt hele fem gange i det store Sjællands Stift med Møn og Bornholm. Her befandt han sig bedst, og her var han vellidt. I 1800 blev Balle kongelig konfessionarius, og han delte i de følgende år begejstringen for at gå i krig mod England. Men da var Balles tid ved at rinde ud. Hans anden hustru døde allerede i 1802, selv led han af tungsind, og en af hans sønner havde optrådt uheldigt som løjtnant. Dertil kom, at han havde økonomiske problemer. Kun i arbejdet fandt han hvile.
Eftersom kræfterne svigtede ham, valgte han i 1808 at tage sin afsked som biskop og leve hos sin datter, indtil han døde den 19. oktober 1816. Han blev bisat i Sankt Petri Kirke i København og siden begravet på Assistens Kirkegård, hvor det mindesmærke, Sjællands præster rejste over ham, endnu findes.
I degneboligens have øst for Vestenskov Kirke rejste Lolland-Falsters historiske Samfund i foråret 1928 en mindesten til minde om N.E. Balles fødsel i Vestenskov sogn.
Af Bjarne A. Madsen